Tilbake

Sist oppdatert: 20.01.2009


Brudetale

av presten Axel Christian Rosenkrantz Smith

til brudeparet

Adam Omholt og Birgitte Rostrup

på Øyestad fredag 21. juli 1815


Teksten stammer fra Axel Christian Rosenkrantz Smiths notatbok, som nå finnes i Aust-Agder-arkivet i Arendal. Axel C. R. Smith var sogneprest i Øyestad fra 1794 og til sin død i 1823. Bryllupet der talen ble holdt, fant sted «i Huuset», et såkalt hjemmebryllup, som man måtte ha kongelig bevilling for å få lov til. En slik bevilling kostet penger. Hjemmevielse kom på moten på slutten av 1700-tallet og ble regnet som «fint». Presten var imidlertid temmelig sikkert også gjest i bryllupet, for brudens far Eilert Lund Rostrup var klokker i Øyestad og de to hadde mye med hverandre å gjøre. Birgitte var hans eldste datter. Fem år senere ble presten og klokkeren svogre, da prestens sønn Hans Wilhelm Dop Smith giftet seg med klokkerens nest eldste datter Mette Rostrup. Hans Wilhelm Dop Smith var på dette tidspunkt kapellan hos faren i Øyestad og kan gjerne også ha vært gjest i bryllupet. Prestens tale er datert 17. juni 1815, men i følge kirkeboka ble de viet fredag 21. juli 1815. Prestens dato er kanskje en på det tidspunkt planlagt dato som av ulike grunner ble utsatt en måned.


α & ω

Brude – Tale

Huus-Copulation d. 17. Juni 1815

Brudeparret Skipper Adam Omholt og Jomfru Birgithe Rostrup

Text Sir. 26,l

Lyksalig er den Mand som haver en god Hustrue, og hans Dages Tal bliver dobbelt ,

Høistærede Brudepar!

Ægteskabet begynder, naar Ægtebaandet offentlig og høitidlig bliver knyttet imellem en Mands og Qvindes Person. Og denne Stand er vedvarende, saa længe begge Ægtefeller leve, hvilket er grundet baade paa de Gudelige og Borgerlige Love. Forskiellige ere de Skiebner Ægtefolk ere underkastede, mens de leve tilsammen. Man finder Ægtefolk, i Rang og Værdighed høit ophøiet over tusinde af deres Medborgere – Ægtefolk, der ere mægtige, Rige – anseelige; imidlertid andre i deres Ægtestand leve i smaa, ja, kummerlige Omstændigheder. Nogle Ægtefolk beboe fiine stolte Paladser – Andre Ægtefolk leve tilsammen under lave Hytter. Ikke, Mine Høistærede, giøre disse udvortes Kaar de Gifte lykkelige eller ulykkelige. Mangt et Ægtepar kan af en sand Overbevisning og med et gladt Hierte sige, som det staar i Psalmerne 4:1 Du gav Glæde i vort Hierte den Tid Huus, Korn og Moost vare overflødige. Mangt et Ægtepar maa i deres stolte Paladser, og i den rigeste Forfatning fortære deres Dage i Kummer og Sorrig. Lyksaligheden [s. 2] reiser sig ingenlunde af de blidere eller ublidere Kaar de Gifte i deres Ægtestand ere underkastede: Lykkelige kan de rige og mægtige Ægtefolk være, de fattige og ringe derimod ulykkelige. Og det modsatte træffer heller ei mindre sielden, at de fattige Huuse og Familier jo ere lyksalige, og de rigere og mæktigere ulykkelige. Hvad bidrager da, mine Høistærede, til den sande Held og Lyksalighed i Ægtestanden? Dette skal være min Bestræbelse i en kort Brudetale at udvikle. Til den Ende vil jeg betiene mig af disse den vise Siracs Ord vi finde antegnet i hans Boges 26. Cap. 1. v.

Lyksalig er den Mand som haver en god Hustrue2 – Heraf, mine Høistærede! vil jeg søge at forestille:

Et lyksaligt Ægteskab, hvor vel (I) Giensidige Pligter iagttaget (II) Hvor Hiertet hos den ene Ægtefælle som hos den anden er godt og ædelt (III) Hvor de, ved Ægtebaandet foreenede, ere enige i Dyds og Gudfryktigheds Udøvelse. Adsit O Jesu.3

[s. 3]

Exegetio4

Ikke kan det, mine Høistærede! næres noget grundet Haab om Held og Velsignelse i Ægtestanden, hvor ei giensidige Pligter hos Ægteparret iagttages. Lyksalig er den Mand, siger vor Text, som haver en god Hustrue. Omvendt maa det jo hede: Lyksalig er den Hustrue som haver en god Mand: Skulle det hvile mindre eller ringere Pligter paa den eene Ægtefelle end paa den anden? Var Ægteskabet lykkeligt, hvor Manden ei var god? Var Ægteskabet lykkeligt hvor Hustruen ei var det? Unægteligt, mine elskelige! bidrager Huusmoderen saare meget til et Huuses, en Families Lyksalighed. Hvor vigtig en Stytte er hun ei til at grundfæste en saadan betydelig og kostbar Bygning, som man kan ligne Ægtestanden med? Hvo som haver faaet en Hustrue, haver faaet en Medhielper med sig, en Støtte at hvile sig paa – heder det. Og hvor (Sirac 36)5 træffende skildrer ei den vise Salomo en retskaffen Hustrues Gave og Vælsignelse for sin Ægtemage: Hendes Mands Hierte tør forlade sig paa hende, siger han som vi læse.6 Hun giør ham godt og intet Ondt i alle sit Livs Dage. Hun seer, hvorledes det gaar til i hendes Huus og æder ei sit Brød med Ladhed. Det er ei forgieves at giffte Fruentimmer kaldes Hustrue – eller rettere: Huustroe, da det er hendes Embede med Troskab og Driftighed at styre sit Huus til Held og Gavn for Manden. – Men ligesaa unægteligt er det at Manden fra sin Side maa og bidrage til et Huuses og Families Lyksalighed. Og ham paaligger det og at være troe – troe [s. 4] i sit Huus – troe mod hende, der skienket ham sit hele Hierte, der saa ganske opofrede sig for ham, levede for at glæde og gavne ham.

Visselig er der da og maa være giensidige Pligter hvorpaa Lyksalighed i Ægtestanden maa grunde sig. Paa den Post Forsynet satte Manden – i den Stilling, hvor han findes – den Forretning, han af Gud er kaldet til at udføre, maa han, ved Ægtebaandet foreenet med sin Hustrue, arbeide og leve for hendes, for sit Huuses og sin Families Vel. Han har ei blot sit eget Ophold at tænke paa, at sørge for, men og hendes, som han lever i den nøieste Forbindelse i Borger Samfundet med – for de Børn, som sædvanligst er Frugterne af den ægteskabelige Forbindelse. Han – Familiens Hoved fortiener sine Medborgeres Agtelse og Yndest – har den største Ret til at fordre sin Hustrues, sin Families varme Kierlighed, som omhyggelig stræber at arbeide for sit Huuses Vel – som ofte anspænder all sine Evner for at giøre dem glade og lykkelige – som udsætter sig ei sielden for de vanskeligste, de sværeste Beskieftigelser for at skaffe sit Huus og sine Underhavende nødtørftigt og anstændigt Udkomme. – Disse ere og blive Mandens vik- [s. 5] tige Pligter – saaledes brænder den ægteskabelige Ild i hans Barm, imedens hans Arme er udstrakt til Virksomhed. – Og i dette han saaledes som en retskaffen Mand, som en troe Huusfader, lever for sin Hustrue – saa lever hun og, og maa leve for ham.

Jeg behøver ei, mine Elskelige, med megen Vidløftighed at anføre Pligterne, den Gode Hustrue har at iagttage til sin Mands og Families Vel. Den velopdragne Pige blev af sin gode og fornuftige Moder betimelig anført paa den Kierligheds, Dyds og Flittigheds Vei, der i Ægtestanden Ret giøre hende skikket til at tilvinde sin Mand og sin Familie mange Fordele. Saa iagttager og Hustruen sine Pligter: Husholdningens kloge og fornuftige Bestyrelse – i en ærbar og sædelig Tanke og Handlemaade – i huuslig Fliid og Arbeidsomhed. Disse mine Elskelige!, ere i Korthed indbefattet, de giensidige Pligter, Ægtefolk have at iakttage, skal eders Ægtestand vorde heldig for dem – skal de Ret være ret lyksalige i deres ægteskabelige Foreening. Men dette lykkelige Maal, mine Høistærede! det ei vil opnaaes, om ei begge Ægtefeller – Manden saavel som Hustruen, og, denne ligesaa vel [s. 6] hun er besielet af et Godt og Ædelt Hierte. Snart dette feiler hos den eene, eller hos den anden. Naar enten Manden eller Qvinden, eller begge tillige ei ere gode, men heller slete(?), – naar een af Ægtefællerne, eller bægge tillige lader sig beherske af Lidenskaberne – næres i dere Inderste Hevnelyst, Stolthed – Gierrighed, Vellyst eller andre onde Tilbøieligheder – saa vil Ulyksalighed med ilende Skridt nærme sig deres Boliger, og nedbryde deres huuslige Roe. Uden Grund er det derfor ei denne vise Mand i vor Text, Sirac skriver disse mærkelige Ord: Lyksalig er den Mand, som har faaet en god Hustrue; Lyksaligst ere de Ægtefolk, som begge; Manden ligesaa vel som Hustruen og hun ligesaa vel som ham, ere gode, fromme og ømfølende. Der, hvor ei Haardhed, Ufølsomhed – Egensindighed hersker hos den eene eller den anden Ægtemage, der kan man haabe at Held og Lykke vil voxe og tiltage – der vil aldrig huuslig Glæde, Roe og Tilfredshed mangle, om end iblandt en eller flere slags Livets Gienvordig- [s. 7] heder maatte trænge sig inden Dørene.

Men, endelig maa jeg til siste Konklution vise: at og dette Sindelav – denne Tænke og Handlemaade maa beherske de Ægtefolk, som vil ret haabe: et lyksaligt Ægteskab – dette saaledes at de foreenede bestræbe sig for den sande christelige Dyds og Gudfryktige Udøvelse – at de saaledes i alle deres Handlinger og Foretagende lade Herrens Befalinger være deres Raadsmænd, som David udtrykker sig i Psalme 119.7

Ægtefolk Rede(?) vel undertiden – som ...elig: Spottere eller Ringeagtere – som Udyds og Lasternes Slaver og Tilhængere – de Rede(?) vel paa disse syndige og fordærvelige Veie komme til Velstand – vorde mægtige, Rige, høie Anseelige – men var det derfor sagt at de nu vare lykkelige? Kan ei Hiertet endog det leer have Smerte, som Salomo taler? Kan ei Samvittigheds Nag og Bebreidelser forurolige dem, som man troede vare de lykkeligste Ægtefolk? Dette veed og kiender dog Gud allene, som ransager Hierterne [s. 8] og skuer ind i Menneskets Inderste. Nei, mine Høistærede! Ægtefolk med den største jordiske Formue – med de sieldneste Fortrinligheder fremfor tusinde andre, ere ingenlunde lyksalige – i Sandhed lyksalige, uden en fælles og uhykkelsk Fremvandren paa Gudfryktigheds, Dyds og Retskaffenheds Vei. – Det Ægtepar kan man i Sandhed kalde lyksaligst, om hvilket man kan sige, som Zacharias og Elizabet, hvorom Evangelisten Luccas saaledes taler: De vare begge retfærdige for Gud, og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Rette.

Høistærede Brudepar! At det vil blive anvendeligt paa Eder, hvad der staar i vor Text, nære vi ingen Tvivl om: Lyksalig er den Mand som haver en god Hustrue. Denne Bruud, som her staar ved eders Side Høistærede Brudgom! vil i Sandhed blive Dem en God Hustrueei allene en Hustrue – en Be- [s. 9] styrer af eders Huus og Eiendomme – men tillige en god – en øm, en kiærlig, en deeltagende Ægtefelle. Ægtestandens Pligter kan ei være fremmede for hende, der har hafft det Held at være avlet, fød og opdraget af ordentlige, sædelige og meget vindskibelige Forældre. Ikke til en Vellystlingei til et stridens Barn – ei til en letsindig Stadsmøe blev hun anført af sin ædle og veltænkende Fader, der bærer og altid har baaret Agtelse for Jesu ..lighed(?), og handlet efter Davids Grundsætning: Komme I Børn, og jeg vil lære Eder Herrens Frygt.

Ikke til en forfængelig Stadsdame blev hun opdraget af hendes duelige og værdige Moder, der altid med udmærket Fliid har arbeidet paa sine Døttres fornuftige og huuslige Dannelse. De vil erfare høistærede Brudgom, at hun skal blive Dem – give Gud – længe en god Ægtefælle – en øm Veninde – en kiærlig Ledsagerinde paa Livets Bane – hvor en Gang – De [s. 10] efter fuldførte Beskieftigelse tyer tilbage til eders Hiem, vil hun glæde Deres Hierte, og opilde Deres Lyst og Iver til nye Bestræbelser. De mottage hende da nu som en Gave af forsynlig Haand, og de leve saaledes i Foreening med denne vor ædle Veninde! at hun kan ved eder see sit Savn erstattet, nu hun gaar ud fra ømme Forældres Huus og fra kiærlige Sydskenes daglige Omgang, og fra en Vennekreds, hvor hun havde giort sig yndet og elsket.

De, elskværdige Jomfrue Brud! vil vi og haabe, i dag gaar ind i en lykkelig Ægtestand. Deres Brudgom har ved sin Stræbsomhed – ved sit ordentlige og sædelige Forhold, som Yngling banet sig Vei til Agtelse blandt sine medborgere. Og ved [s. 11] Duelighed tillige sat sig i Stand til at Ret(?) leve med Dem i en kummerfri Ægtestand. Vore Ønsker – vore hiertelige Ønsker følge da nu og ledsage Dem til den Bolig, hvor De skal henleve Deres Fremtid. Lykkelige vorde de da begge i eders Ægtestand – og deres Dages Tal blive dobbelt, som denne samme vise Mand taler. Saaledes leve I tilsammen og nyde af det velgiørende Forsyn mange glade og i Sandhed lyklige Dage, indtil den sildigste Alder.

Amen

Opprinnelig avskrift av Gunnar Egeland, Arendal 30. september 1968. Korrigert og supplert av R. Rostrup.

1 Salmenes bok 4.8: «Du gir meg større glede i hjertet enn andre har når det er overflod av korn og vin.»
2 Siraks bok 26.1: «Lykkelig er den som har en god kone, han lever dobbelt så lenge.»
3 Latin: «Jesus være med eder.»
4 Latin: Forklaring, utlegning.
5 Siraks bok 36, 20-28: «Om valg av kone.»
6 Salomos ordspråk 31. 10-31: «Den gode kone.»
7 Salmenes bok 119, 1: «Salig er den som er hel i sin ferd og følger Herrens lov».


Til orientering: Bildene har høy oppløsning, slik at om de lastes ned og leses med et bildeprogram, er teksten langt bedre lesbar enn her.